Splitleasing er en anerkendt model, når rammerne er tydelige

Det juridiske grundlag for splitleasing

Det vigtigste lovgrundlag og praksisgrundlag er følgende:

Ligningslovens § 16, stk. 4: Bestemmelsen regulerer beskatning af fri bil, når en bil stilles til rådighed for privat benyttelse. Splitleasing vurderes i praksis i forhold til, om ordningen falder uden for fri bil-beskatning, fordi den private bruger selv betaler sin private andel.

Ligningslovens § 9 B, stk. 1: Bestemmelsen er relevant, fordi den angiver, hvornår kørsel kan anses som erhvervsmæssig. Det har betydning for opdelingen mellem privat og erhvervsmæssig kørsel.

Registreringsafgiftslovens § 3 b: Bestemmelsen er relevant for leasede køretøjer, der afgiftsberigtiges efter reglerne om forholdsmæssig registreringsafgift.

Skatterådets og domstolenes praksis: Splitleasing er især udviklet gennem praksis. Skattemyndighederne har gentagne gange beskrevet, at en splitleasingordning kan gennemføres uden beskatning af fri bil, når de opstillede betingelser er opfyldt og kan dokumenteres.

Hvad siger domstolene?

Den nyere byretsdom og Østre Landsrets efterfølgende stadfæstelse har skabt debat om splitleasing.

Det væsentlige er, at dommene ikke fastslår, at splitleasing som model er ulovlig eller afvist. De viser derimod, at dokumentation, betaling og den løbende fordeling skal kunne dokumenteres konkret og korrekt, hvis en ordning skal anerkendes skattemæssigt.

I byretsdommen SKM2024.68.BR blev den konkrete splitleasingordning tilsidesat, blandt andet fordi kørselsregnskaberne ikke blev anset for fyldestgørende, og fordi retten lagde til grund, at der ikke var sket løbende regulering af fordelingen af leasingydelserne.

Østre Landsret stadfæstede efterfølgende byrettens dom i SKM2026.145.ØLR. Landsretten tiltrådte byrettens begrundelse om fri bil og fandt, at beskatningen var sket med rette i den konkrete sag.

Dommene bør derfor læses som en præcisering af kravene til en gyldig og dokumenterbar splitleasingordning – ikke som et generelt opgør med splitleasing som model.

Dommene bekræfter

Dommene og praksis viser, at splitleasing skal hvile på en reel adskillelse mellem privat og erhverv.

Det indebærer blandt andet, at:

• Der skal være separate aftaler mellem leasingselskabet og henholdsvis virksomheden og den private bruger
• Udgifterne skal fordeles efter den faktiske kørsel
• Der skal ske løbende regulering af leasingydelserne
• Betaling skal ske direkte til leasingselskabet
• Hver part skal hæfte for egne forpligtelser
• Kørselsregnskabet skal være detaljeret og egnet til kontrol
• Virksomheden ikke må betale for privat kørsel

Skattemyndighedernes juridiske materiale beskriver disse betingelser som centrale for, at splitleasing kan anerkendes som en undtagelse til reglerne om fri bil.

Splitleasing er fortsat relevant

For slutbrugere og rådgivere er den praktiske konklusion, at splitleasing fortsat er en relevant løsning, når modellen anvendes korrekt og dokumenterbart.

Dommene gør ikke splitleasing mindre anvendelig som model. De tydeliggør de forhold, der skal være på plads for, at ordningen kan anerkendes skattemæssigt.

Det er positivt for både brugere, rådgivere og leasingudbydere, fordi klarere rammer skaber større sikkerhed. Når aftaler, betalinger, fordeling og kørselsdata hænger sammen, kan splitleasing fortsat være en attraktiv model for personer, der har både privat og erhvervsmæssig kørsel i samme bil.

Klare rammer skaber tryghed

Splitleasing bygger på en klar opdeling mellem privat og erhvervsmæssig brug af bilen. Netop derfor er modellen velegnet, når både aftaler, betalinger og kørselsdata understøtter denne opdeling.

Trygheden ligger i, at fordelingen sker på et dokumenteret grundlag:

Den private og erhvervsmæssige kørsel registreres løbende, omkostningerne fordeles efter den faktiske anvendelse, og leasingydelserne betales direkte til leasingselskabet af de respektive parter.

Når disse elementer er indarbejdet i aftalen og den løbende administration, fremstår splitleasing som en gennemsigtig og anerkendt model, der kan anvendes inden for de rammer, som skattemyndigheder og domstole har beskrevet.

Den seneste praksis bidrager derfor ikke til at afvise splitleasing, men til at tydeliggøre de rammer, der giver brugere og rådgivere et mere sikkert grundlag at træffe beslutning på.

Konklusion

Splitleasing er en anerkendt model i dansk skattepraksis, når ordningen er etableret og administreret korrekt.

En korrekt etableret splitleasingordning kan medføre, at brugeren ikke beskattes af fri bil, forudsat at betingelserne er opfyldt og dokumenteret.

Den seneste praksis viser ikke, at splitleasing er umuligt. Den viser, at splitleasing kræver dokumentation, løbende regulering og klar adskillelse mellem privat og erhverv.

For slutbrugere og rådgivere bør konklusionen derfor være enkel:

Splitleasing kan fortsat være en tryg og attraktiv løsning, når den håndteres professionelt, dokumenterbart og i overensstemmelse med de krav, der følger af skattepraksis og domstolenes vurdering.