Afgift retur – hvad bør leasingselskaber vide?
Afgift retur kan i nogle tilfælde være en økonomisk mulighed for leasingselskaber – men også et område med kompleksitet og risiko. Reglerne er fastlagt i registreringsafgiftsloven, men korrekt anvendelse kræver at værdifastsættelse af køretøjet er retvisende. Den skal også være ensartet, når udgangspunktet er en værdifastsættelse ved opstart af leasingaftalen.
af Jacob Skjærris, Head of Automotive Tax & Projects, ASG Digital
Afgift retur bygger på forholdsmæssig registreringsafgift
Afgift retur kan kun opstå for køretøjer, der er indregistreret på forholdsmæssig registreringsafgift (leasing efter Registreringsafgiftslovens § 3 b).
Grundprincippet er:
- Der betales kun en del af den fulde registreringsafgift ved leasing
- Restafgiften betales ikke – men forrentes (til 3,8% i første halvår 2026)
- Afgiften anses som et forbrug
Hvis det reelle værditab på bilen er mindre end det beregnede værditab efter satser i Registreringsafgiftsloven, kan der være for meget betalt afgift, som kan kræves retur.
Hvornår opstår muligheden for afgift retur?
Der er typisk tre situationer, hvor afgift retur kan komme i spil:
- Ved leasing af specialbiler uden værditab
Hvis leasingaftalen stopper, og bilen har tabt mindre i værdi end forudsat, kan leasingselskabet anmode en beregning af det faktiske afgiftsforbrug (Registreringsafgiftsloven § 3 b stk. 9). - Ved genberegning efter senest 3 måneder
Her sker reguleringen automatisk, hvis den afgiftspligtige værdi stiger og genberegningen er lavet indenfor tidsfristen (Registreringsafgiftsloven § 9 a stk. 3). - Ved markedsudsving
F.eks. i perioder med usædvanligt stabile eller stigende brugtbilpriser (som set i 2022), hvor biler reelt ikke taber værdi som forventet.
Vigtigt: Anmodning om afgift retur skal ske senest 7 dage efter leasingophør, hvis der ikke er tale om automatisk genberegning, og en genberegning skal laves rettidigt.
Kun leasingselskabet kan få afgiften retur
En helt central pointe er, at det er leasingselskabet, som ejer bilen. Det er leasingselskabet, der har betalt og hæfter for registreringsafgiften og derfor er det kun leasingselskabet, der har retten til afgift retur.
Leasingtager, forhandler eller formidler har ingen selvstændig ret til afgift retur – uanset hvem der reelt har haft glæde af værdistigningen. Samtidig hæfter de ikke for afgiften og en eventuel regulering af afgiften ifm. med et pristjek fra Motorstyrelsen.
Afgift retur er ikke risikofrit
Når man anmoder om genberegning, åbner man samtidig for, at Motorstyrelsen kan:
- Foretage et efterfølgende pristjek
- Vurdere, at værditabet har været større end antaget
- Kræve yderligere afgift betalt
Derfor bør afgift retur aldrig søges rutinemæssigt med ophør af leasingaftale, men kun hvor begge værdifastsættelser er gennemgået og retvisende.
Leasingaftalen skal være på markedsvilkår
Et af de vigtigste områder er kravet om, at leasingaftalen skal være indgået på markedsmæssige vilkår.
Det betyder blandt andet:
- Leasingydelsen skal indeholde korrekt forrentning, administration og nedskrivning
- Eventuel overskudsdeling (fx ved afgift retur) skal fremgå af kontrakten, som skal være godkendt af Motorstyrelsen og overholde krav om markedsvilkår.
Hvis Motorstyrelsen vurderer, at en leasingaftale ikke er på markedsmæssige vilkår, kan den tilsidesættes – i yderste konsekvens med krav om fuld registreringsafgift.
Du kan se hele webinaret, hvor Thomas Holmboe og Jacob Skjærris fortæller om afgift retur her