Renten på restafgiften sænkes pr. 1. juli 2025

En positiv udvikling, der styrker leasingaftalers attraktivitet
Fra den 1. juli 2025 bliver den offentliggjorte rente, som anvendes til at beregne restafgiften ved forholdsmæssig registreringsafgift, sænket fra 5,4 % til 4,6 %.
Hvad indebærer det?
Renten på restafgiften er en fast del af den model, som anvendes til at udregne den månedlige andel af registreringsafgiften, der betales, når en bil leases på forholdsmæssig afgift. Når renten sænkes, falder den samlede afgift over leasingperioden – hvilket betyder, at den samlede leasingpris bliver lavere.
Den nye sats gælder for alle biler, der skal ud at køre fra og med den 1. juli 2025. Både erhvervs- og privatleasingaftaler vil være omfattet, og særligt i segmenter med høje bilpriser vil rentenedsættelsen kunne mærkes tydeligt i de økonomiske nøgletal.
Et marked i bevægelse
Rentejusteringen falder i tråd med en generel tendens i markedet, hvor renterne på både realkredit og bilfinansiering har været under pres. Flere indikatorer peger på, at vi også ved næste regulering pr. 1. januar 2026 kan se frem til et yderligere fald i renten.
“Vi ser den aktuelle rentenedsættelse som et klart signal om en bevægelse i markedet. Der er meget, der tyder på, at renten også ved næste regulering den 1. januar 2026 vil blive justeret yderligere ned. Det vil i givet fald gøre leasingaftaler endnu mere attraktive.”
— Jacob Skjærris, Head of Automotive Tax and Projects.