Udgivet 18. november 2026
Læsetid 5 minutter

Er socialt tilskud til elbiler et selvmål?

af Jacob Skjærris, Head of Automotive Tax & Projects, ASG Digital

I forbindelse med forhandlingerne om finansloven for 2027 har regeringen sammen med Enhedslisten og Alternativet indgået en aftale om at indføre en målrettet tilskudsordning til elbiler for lavindkomstgrupper. 

Formålet er at hjælpe lavindkomstgrupper med at udskifte deres benzin- eller dieselbil med en elbil. Et sympatisk formål, men spørgsmålet er, om tilskudsordningen i praksis kan indrettes, så den både bliver enkel, effektiv og kommer de rigtige borgere til gode. 

Risikoen er, at en velment tilskudsordning ender med at blive et administrativt tungt instrument, som kun få kan benytte, og som samtidig får potentielle elbilkøbere til at udskyde deres bilskifte.

Hvad er politisk aftalt? 

Den politiske aftale indeholder følgende hovedpunkter: 

  • Der afsættes 150 mio. kr. årligt i perioden 2028-2030, inklusive administration og finansiering af eventuelt afledt afgiftstab. 
  • Tilskuddet målrettes lavindkomstgrupper med henblik på at erstatte benzin- og dieselbiler. 
  • Målgruppen skal afgrænses ud fra blandt andet indkomst og geografi. 
  • Leasing nævnes som en mulig model, men tilskud til køb af elbiler er heller ikke udelukket. 
  • Ordningen skal udformes under hensyntagen til anbefalingerne fra Ekspertgruppen for en omlægning af bilafgifterne. 
  • Aftalepartierne skal præsenteres for et konkret oplæg medio 2027. 

Regeringen vil desuden undersøge mulighederne for at finansiere ordningen gennem EU’s Sociale Klimafond. 

Det betyder, at hverken tilskuddets størrelse, de konkrete adgangskriterier eller den administrative håndtering endnu er fastlagt.

Hvordan kan social leasing fungere i praksis? 

En mulig model er at give et samlet tilskud på op til 45.000 kr. til en leasingaftale over 36 måneder. 

Tilskuddet kunne eksempelvis fordeles således:

 

Tilskud  Beløb 
Tilskud til førstegangsydelse  9.000 kr. 
Månedligt tilskud i 36 måneder  1.000 kr. 
Samlet tilskud  45.000 kr. 


 

Med en sådan model vil en mindre og billig elbil potentielt kunne tilbydes med en meget lav førstegangsydelse og en månedlig leasingydelse på eksempelvis 999 kr. efter tilskud. 

Det forudsætter naturligvis, at bilens pris, restværdi, finansiering og øvrige leasingvilkår gør det muligt. 

Administrativt kunne modellen indrettes, så leasingselskabet modtager 21.000 kr. ved aftalens etablering, svarende til tilskuddet til førstegangsydelsen og de første 12 månedlige ydelser. 

Herefter kunne leasingselskabet ansøge om yderligere støtte én gang årligt, forudsat at leasingaftalen fortsat er aktiv, og betingelserne for tilskud er opfyldt. 

En sådan model vil give leasingselskabet mulighed for at indregne tilskuddet direkte i kundens leasingydelse. Det vil dog kræve klare regler om dokumentation, udbetaling og tilbagebetaling af tilskud ved førtidigt ophør.

 

Fem væsentlige faldgruber 

  1. Tilskuddet kan bremse salget af elbiler i 2027

Det er grundlæggende uhensigtsmæssigt at annoncere en økonomisk tilskudsordning mere end et år før dens ikrafttræden uden samtidig at præcisere, hvem der kan få tilskud. 

Potentielle elbilkøbere kan vælge at udskyde deres bilskifte til 2028 i forventning om at kunne modtage støtte. 

Problemet er, at de endnu ikke ved, om de overhovedet bliver berettiget til tilskud. Dermed risikerer ordningen at reducere efterspørgslen efter elbiler i 2027 uden nødvendigvis at skabe en tilsvarende ekstra efterspørgsel i 2028.

 

  1. Leasing kræver kreditgodkendelse

Et af de største praktiske problemer er, at målgruppen for social leasing netop er borgere med begrænsede økonomiske ressourcer. 

Leasingselskaber er underlagt krav om kreditværdighedsvurdering, og en lav indkomst kan gøre det vanskeligt at blive godkendt til en leasingaftale. Et offentligt tilskud ændrer ikke nødvendigvis ved dette forhold. 

Dermed kan der opstå et paradoks: De borgere, som har størst behov for tilskuddet, kan samtidig være dem, som har sværest ved at blive godkendt til leasing.

Hvis ordningen skal fungere, bør det derfor undersøges, hvordan tilskuddet kan indgå i kreditværdighedsvurderingen, og om der er behov for særlige løsninger for målgruppen.

 

  1. Leasing indebærer økonomiske risici

En lav månedlig leasingydelse er ikke ensbetydende med lave samlede bilomkostninger. 

Ved leasingaftalens ophør kan der opstå ekstraregninger for skader, unormalt slid eller overskridelse af det aftalte kilometertal. For en økonomisk svag husstand kan selv en beskeden ekstraregning være vanskelig at betale. 

Det er derfor relevant at overveje, om social leasing skal ledsages af særlige krav til leasingvilkår, herunder gennemsigtighed om afleveringsomkostninger og mulighederne for at begrænse uforudsete udgifter.

 

  1. Tilskud til køb kan give anledning til spekulation

Hvis tilskuddet også skal omfatte køb af elbiler, opstår risikoen for, at støtten kan realiseres ved et hurtigt videresalg. Det så man blandt andet i Tyskland med den tidligere BAFA-tilskudsordning, hvor elbiler i en periode kunne videresælges efter 6 måneder, herunder til eksport. 

En dansk købsordning vil derfor kræve regler om eksempelvis minimumsejertid og eventuel tilbagebetaling af tilskud ved videresalg. 

Leasing kan reducere nogle af disse problemer, men skaber til gengæld andre udfordringer med kreditgodkendelse, administration og økonomisk risiko for leasingtageren.

 

  1. En begrænset pulje kan hurtigt blive opbrugt

Med en årlig ramme på 150 mio. kr. og et tilskud på 45.000 kr. pr. bil vil der teoretisk være midler til omkring 3.000 biler årligt, hvis 10% går til udgifter til administration og eventuelt afledt afgiftstab. 

Det illustrerer en central udfordring: 

Hvis adgangskriterierne bliver for lempelige, kan puljen hurtigt blive opbrugt. Hvis de bliver for restriktive, risikerer man, at meget få borgere reelt kan benytte ordningen. 

Der skal derfor findes en balance mellem social målretning, administrativ enkelhed og den økonomiske ramme.

 

Hvem skal kunne få tilskud? 

Den politiske aftale lægger op til, at både indkomst og geografi skal indgå i afgrænsningen af målgruppen. Det er relevant at se på erfaringerne fra Sverige og Frankrig, som har haft tilsvarende sociale ordninger til anskaffelse af elbiler. 

En dansk model kunne eksempelvis prioritere husstande med lave indkomster i områder, hvor den kollektive transport er begrænset, og hvor adgang til en bil derfor er nødvendig for at få hverdagen til at fungere. 

Men også her opstår en række spørgsmål. Skal indkomstgrænsen beregnes på individ- eller husstandsniveau? Skal der tages hensyn til antallet af børn? Og skal der gælde forskellige kriterier afhængigt af bopæl? 

Det er samtidig relevant at overveje, om ordningen skal omfatte brugte elbiler. 

Hvis formålet er at hjælpe lavindkomstgrupper med at udskifte en fossilbil, kan en brugt elbil i mange tilfælde være en mere økonomisk hensigtsmæssig løsning end en fabriksny elbil.

En ordning, der alene omfatter nye elbiler, risikerer derfor at blive mindre socialt målrettet end tilsigtet.

 

Hvad mangler regeringen at afklare? 

Inden ordningen kan gennemføres, er der en række centrale spørgsmål, som kræver politiske og administrative svar: 

  • Målgruppe: Hvilke indkomstgrænser skal gælde, og skal de opgøres pr. person eller husstand? 
  • Geografi: Skal tilskuddet forbeholdes borgere i landdistrikter eller områder med begrænset kollektiv transport? 
  • Bilernes alder: Skal ordningen omfatte både nye og brugte elbiler? 
  • Køb eller leasing: Skal begge finansieringsformer være tilskudsberettigede? 
  • Begrænsninger: Skal der maksimalt kunne ydes ét tilskud pr. person eller husstand? 
  • Kreditgodkendelse: Hvordan sikres det, at den tiltænkte målgruppe faktisk kan indgå en leasingaftale? 
  • Administration: Hvem skal kontrollere betingelserne, udbetale støtten og håndtere eventuelle tilbagebetalingskrav? 
  • Puljestyring: Skal der lukkes for nye tilskud, når årets bevilling er opbrugt, eller skal der være mulighed for at disponere over midler fra efterfølgende år? 

Jo flere kriterier og kontrolmekanismer der indføres, desto større bliver risikoen for, at en væsentlig del af bevillingen anvendes på administration frem for direkte støtte til borgerne.

 

Samlet vurdering: Et sympatisk forslag med risiko for at blive et selvmål 

Det er vanskeligt at være uenig i ambitionen om at gøre elbiler mere tilgængelige for lavindkomstgrupper. Men en tilskudsordning er ikke nødvendigvis den mest effektive måde at nå målet på. 

Der er en reel risiko for, at ordningen bliver administrativt kompliceret, at de tiltænkte modtagere ikke kan opnå kreditgodkendelse, og at en del af støtten går til borgere, som alligevel ville have anskaffet en elbil. 

Samtidig kan annonceringen af en endnu ukendt tilskudsordning med ikrafttræden i 2028 få potentielle elbilkøbere til at udskyde deres bilskifte. 

Det afgørende bliver derfor, om regeringen kan udvikle en model, der er enkel at administrere, socialt præcist målrettet og samtidig sikrer en reel udskiftning af benzin- og dieselbiler.

 

Min anbefaling er, at regeringen hurtigst muligt præciserer de overordnede adgangskriterier, så potentielle elbilkøbere allerede i 2027 kan vurdere, om de vil være berettiget til støtte. 

Ellers risikerer et velment socialt tilskud til elbiler at blive et selvmål for både den grønne omstilling og bilmarkedet. 

Kilde: Aftale om grøn varme og socialt tilskud til elbiler mv., november 2026. 

Få nyheder i din indbakke

Klar til at digitalisere din forretning?

Kontakt os

NYHED: Beregn afgiften direkte på bilannoncen

ASG Fetcher – Læs mere her