Udgivet 16. marts 2022
Læsetid 2 minutter

Få styr på dine periodiske afgifter

Er du registreret ejer eller bruger af et køretøj med dansk nummerplade, er det lovpligtigt at betale en periodisk afgift. Hvilken afgiftstype du skal betale, er fastsat efter den dato, hvor køretøjet blev registreret første gang.

De forskellige typer af periodiske afgifter

Der er tre typer af periodiske afgifter, som er bestemt af, hvornår dit køretøj er registreret første gang – uanset om første registrering er sket i Danmark eller i udlandet. Du betaler kun én af de tre periodiske afgifter, og afhængigt af hvilket køretøj du har, betaler du enten afgiften hvert kvartal, hvert halve år eller hvert år. Bliv klogere på de forskellige periodiske afgifter nedenfor.

Vægtafgift 

Vægtafgift bliver beregnet ud fra køretøjets vægt. Jo tungere køretøjet er, jo højere bliver vægtafgiften. Personbiler og motorcykler betaler ud fra køretøjets egenvægt, mens varebiler og lastbiler betaler ud fra køretøjets tilladte totalvægt.

Personbiler

Er din personbil registreret første gang før den 1. juli 1997, betaler du vægtafgift.

Motorcykler

Motorcykler betaler altid vægtafgift.

Varebiler

For varebiler betaler du vægtafgift, hvis dit køretøj er registreret første gang før den 18. marts 2009.

Læs mere og se satserne for vægtafgift

 

Grøn ejerafgift 

Grøn ejerafgift bliver beregnet ud fra, hvor langt køretøjet kører pr. liter brændstof. Jo længere det kører, jo lavere bliver den grønne ejerafgift.

Personbiler

Er din personbil (busser undtaget) registreret første gang mellem den 1. juli 1997 og den 30. juni 2021, betaler du grøn ejerafgift.

Varebiler

For varebiler betaler du grøn ejerafgift, hvis dit køretøj er registreret første gang i perioden mellem 18. marts 2009 og den 30. juni 2021.

Læs mere og se satserne for grøn ejerafgift

 

CO2-ejerafgift

Den 1. juli 2021 blev der indført en ny periodisk afgift, nemlig CO2-ejerafgift. CO2-ejerafgiften bliver beregnet ud fra, hvor mange gram CO2 køretøjet udleder pr. kilometer. Jo mindre CO2, der bliver udledt pr. kilometer, jo lavere bliver afgiften.

Person- og varebiler

Har du en person- eller varebil (busser undtaget), der er registreret første gang den 1. juli 2021 eller senere, betaler du CO2-ejerafgift.

Læs mere og se satserne for CO2-ejerafgift

 

Andre afgifter 

Udover at betale enten vægtafgift, grøn ejerafgift eller CO2-ejerafgift, kan der være ekstra afgifter, alt afhængigt af hvilket køretøj du har. Det kan for eksempel være udligningsafgift, partikeludledningsafgift, vejbenyttelsesafgift og privatbenyttelsesafgift.

nyheder i din indbakke

Klar til at digitalisere din forretning?

Kontakt os