Sådan fungerer import af biler fra Sverige
Ved du, hvad du skal være opmærksom på ved import af biler fra Sverige?
Her finder du nogle af de faktorer, som påvirker attraktiviteten på hjemtagelser af biler fra Sverige.
Det er ingen nyhed, at mangel på fabriksnye biler i bilbranchen er katalysator for, at efterspørgslen på brugte biler fortsat er stigende. Derfor er mange bilforhandlere begyndt at importere flere biler hjem fra udlandet. Når folk i branchen taler om importbiler til Danmark, så er Tyskland ofte det første, som mange tænker på. Men der er faktisk også flere fordele ved hjemtagelse af biler fra Sverige.
Forskellen på Sverige og Tyskland
Selvom udvalget i Sverige for brugte biler er mindre end i Tyskland, er det svenske brugtbilsmarked stadig større end det danske. De fleste svenske eksportører er som regel gode til at oplyse om bl.a. stelnummer på bilerne, hvilket gør det nemmere at slå bilens data op. Sammenlignet med det tyske marked er der tale om en mindre sprogbarriere, og man kan ret ofte opleve, at transportomkostninger fra Sverige til Danmark er billigere end omkostningerne fra Tyskland til Danmark.
Den svenske valutakurs
Når du skal importere en bil hjem fra Sverige, kan det være afgørende at holde øje med kursen på den svenske krone, hvis bilen skal fremskaffes til den bedst mulige pris. Da den svenske krone på nuværende tidspunkt ligger på et lavt niveau, betyder det, at chancerne er gode for at lave en god handel.
Stenslag og dæktyper
Hvis du er vant til at importere biler hjem fra Tyskland, skal du være opmærksom på, at der kan være andre standarder vedrørende vedligeholdelse af biler i Sverige. Det er f.eks. ikke unormalt, at de svenske biler har lakskader fra stenslag.
I Sverige er mange af bilerne udstyret med pigdæk pga. klimaforholdene i landet. For at importbilen kan gå igennem et bilsyn i Danmark, skal du huske, at du selv har ansvaret for at skifte dækkene, så de er godkendte efter reglerne i Danmark.
Her finder du bilerne
Ligesom mange typisk bruger mobile.de til at finde tyske importbiler, findes der også flere platforme til at finde svenske importbiler. Du kan bl.a. benytte platformen Bytbil.com, hvor du kan finde diverse svenske importbiler, og alle bilerne på denne side er uden afgift. Du har også mulighed for at finde biler til import på enten Blocket.se eller Bilweb.se.