Udgivet 25. februar 2022
Læsetid 2 minutter

Få styr på afgifterne ved import af biler

Vil du importere en bil fra udlandet, er der en række forhold som afgifter, told, moms, registreringssyn, transportudgifter, målenormer, bilens årgang, udstyr, antal kørte kilometer og eventuelle øvrige omkostninger, du skal være opmærksom på i forhold til afgiften for at undgå overraskelser i forbindelse med dit køb.

De lange leveringstider og manglen på biler herhjemme gør, at mange forhandlere begynder at se mod udlandet for at importere biler. Det er særligt markeder som det tyske, svenske, hollandske og det østeuropæiske. I disse lande kan du finde lige præcis den bil med den udstyrspakke, du leder efter, da udvalget i her er noget større end det danske.

Import af biler – kan det betale sig?

I mange tilfælde kan det godt betale sig at importere en bil fra udlandet, men der er nogle ting, der er vigtige at vide i forhold til afgiften, og hvordan den regnes, før du er gearet til at hjemtage en bil fra udlandet. Det får du et indblik nedenfor.

Afgifter på benzin-, diesel- og milde hybridbiler

Ønsker du at importere en benzin- eller dieselbil, er det vigtigste at have styr på bilens udstyr, årgang og antal kørte kilometer. Jo ældre bilen er, jo mindre betydning har eksempelvis udstyret for afgiften. De nye regler om CO2-tallet har dog ikke den store betydning på disse biler. Du må derfor heller ikke forvente den store besparelse på benzin- og dieselbiler i forhold til afgiften.

Søger du derimod en mild hybridbil (en bil med forbrændings- og elmotor, dog uden mulighed for at oplade elmotoren), er samme gældende som ved benzin- og dieselbiler. Men med en mild hybridbil får du dog et større CO2-fradrag, da det kombinerede CO2-tal generelt er lavere på denne type bil.

Afgifter på el- og plugin-hybridbiler

På el- og plugin-hybridbiler er der flere ting, du skal være opmærksom på i forhold til afgiften.

En elbils CO2-tal er altid 0 gram, hvorfor denne type af bil bliver kaldt en nul-emissionsbil. I 2022 vil alle elbiler som udgangspunkt være fritaget for afgift, hvis nyprisen er under 465.000 kr. Dette tal bliver dog lavere og lavere, efterhånden som fradraget falder de kommende år.

På plugin-hybridbiler afhænger prisen på afgiften meget af, om bilen udleder under eller over 50 gram CO2. Udleder den under 50 gram CO2, kan du spare ca. 50 % af afgiften i forhold til en tilsvarende bil uden plugin-teknologien.

Har bilen derimod et CO2-tal på over 50 gram, bliver afgiften beregnet præcist som en almindelig benzin- og dieselbil. En plugin-hybridbil vil dog typisk have et noget lavere CO2-tal end benzin- og dieselbiler.

Tjek bilens CO2-værdier, forbrugstal og rækkevidder i CoC-dokumentet

Inden du foretager et køb, er det dog vigtigt at være helt sikker på, at de CO2-værdier, forbrugstal og rækkevidder, som annoncerne på bilportalerne viser, er korrekte. Det er ikke altid en garanti. Derfor er det en god idé at tjekke den pågældende bils CoC-dokument, hvor du helt præcist kan se bilens opgivne CO2-værdier, forbrugstal og rækkevidder.

 


Hvad er et CoC-dokument?

CoC står for Certificate of Conformity. Det er et certifikat, som fabrikken udsteder, når en bil bliver produceret. I CoC-dokumentet er bilens vigtigste data og oplysninger dokumenteret. Oplysninger, som er lovpligtige, når du skal have en bil godkendt til syn i Danmark. Det kan være oplysninger som typegodkendelses-nummeret, vægttal, brændstofforbrug og rækkevidde for batteri, hvis der er tale om en el- eller plugin-hybridbil. For el- og plugin-hybridbiler er det især vigtigt, at du har et CoC-dokument for at kunne få bilen godkendt til toldsyn herhjemme.


Kan du ikke få fat i CoC-dokumentet, har du mulighed for at slå lignende biler op på dmr.dk. For at få et retvisende tal skal du helst sammenligne den givne bil med en magen til i samme årgang, nogenlunde samme mængde udstyr og fælgstørrelse. Er disse tal meget tæt på 50 gram CO2, anbefaler vi at få fat i bilens CoC-dokument, inden du foretager et køb.

nyheder i din indbakke

Klar til at digitalisere din forretning?

Kontakt os

Vælg de rette løsninger

Se vores anbefalinger herarrow-right